
2025-trend:
Indret med kork – og giv dit hjem et twist

Sunde og naturlige materialer til hjemmet er populært. Træ er allerede en integreret del af mange danske hjem. Nu er et andet naturmateriale i den grad på vej ind i stuerne: Byd velkommen til kork.
Rundt omkring i landet skyder nye træhuse op, og naturmaterialer vinder i stigende grad indpas i både arkitekturen og boligindretningen. Materialer, som giver et godt indeklima og som patinerer smukt.
– Når vi vælger mere bæredygtige materialer, vælger vi løsninger, der både er smukke, funktionelle og fremtidssikrede. Det siger Dorthe Dahl, indretningsstylist, og peger på det naturlige materiale, kork, som et upcoming valg til boligen:
– Kork er et naturligt og fornybart materiale, der høstes skånsomt fra korkegen uden at fælde træet. Det gør det til et ansvarligt valg for dem, der ønsker at indrette med omtanke.




Komfort og akustik – og krom som kontrast
Kork havde sin storhedstid i 1970’erne som gulvbelægning, men blev senere reduceret til vinpropper og bordskånere. Nu er materialet på vej tilbage i boligen i stor stil, primært som gulve.
– Korkgulve er meget mere end en flot overflade. De har en naturlig evne til at absorbere lyd, hvilket gør gulvene ideelle i moderne hjem, hvor åbne rum ellers kan give dårlig akustik. Samtidig isolerer kork mod kulde og skaber en indbydende atmosfære, forklarer Dorthe Dahl.
Stylisten fremhæver også korkens organiske mønstre, som giver gulvet et roligt udtryk, der passer lige godt i klassiske villaer som i nutidige nybyggerier. Netop derfor er kork perfekt i tidens træhuse, hvor naturlige materialer spiller hovedrollen.
For at rummet ikke skal blive for blødt, er det oplagt at tilføre en kølig kontrast, forklarer Dorthe Dahl.
Her kan krom spille en stærk rolle i boligindretningen. De blanke overflader – på alt fra slanke lampefødder og bordben til små greb giver hjemmet kant og et strejf af industriel coolness.
– Krom sammen med kork skaber en harmonisk balance, hvor det naturlige møder det raffinerede. Kork bringer varme, mens krom tilfører elegance og coolness. Og vil du gå all in, kan du med fordel kombinere materialerne med en stærk farve, eksempelvis koboltblå, siger Dorthe Dahl.
Stylistens anbefaling
Dorthe Dahl peger på, at der i stigende grad bliver valgt materialer til boligen, som er mere miljøvenlige – noget, der tidligere primært foregik i større projektbyggerier. Dog stadig med et designtwist, der giver hjemmet personlighed og kant.
– Når jeg ser på tendenserne lige nu, er der ingen tvivl: Den moderne bolig skal have sjæl og omtanke for miljøet. Her kan korkgulve tilføre den varme base, vi alle længes efter, og kromdetaljer tilfører et moderne twist. Sammen skaber det et hjem, der både er funktionelt, æstetisk og ansvarligt, siger Dorte Dahl og fortsætter:
– Kork fungerer godt op ad både lyse og mørke flader i stort set alle rum og skaber den perfekte balance mellem moderne minimalisme og naturlig hygge.