
Timberman Trends:
Holdbarhed og slidstyrke trumfer alt andet

Den spritnye Timberman Trends afslører, at vi vægter holdbarhed og slidstyrke over alle andre parametre, når vi skal købe materialer til byggerenoveringer.
Danskerne går først og fremmest efter at finde holdbare byggematerialer og slidstærke løsninger, når vi kaster os over renoveringsprojekter.
Det er i hvert fald det, vi angiver ifølge befolkningsundersøgelsen Timberman Trends, hvor vi har spurgt lidt over 2.000 danskere om deres præferencer og viden, når det kommer til boligrenovering.
33 procent af de adspurgte angiver, at holdbarhed og levetid er det vigtigste for dem, når de skal vælge byggematerialer til renovering. Til sammenligning er det kun for 3,5 procent vigtigst, at materialerne er bæredygtige, mens lidt over 17 procent angiver, at økonomiske hensyn vægter tungest for dem.
Ifølge Pernille Kirstine Møller, der er ekspert i forbrugeradfærd og ejer af kommunikations- og konsulentbureauet Curated, er der ret håndgribelige og oplagte grunde til det.
– Når alt kommer til alt, så er det jo de produkter og de møbler, som vi skal have i hænderne og omgive os med flere gange i løbet af dagen, som betyder noget. Derfor skal de være slidstærke og holdbare. Det skaber glæde, når noget bliver ved med at holde, og vi kan bruge det igen og igen. Det er klart, at økonomi er en essentiel faktor, men vi vil gerne give noget mere for det holdbare, hvis vi har pengene til det, pointerer hun.
Fortsat fokus på styrke og kvalitet
Og hvis du spørger Pernille Kirstine Møller, om det i den nære fremtid ændrer sig markant, er hun ret sikker på, det ikke kommer til at ske. Men hun ser alligevel nogle underliggende strømninger, der peger lidt i forskellige retninger.
– Der vil fortsat være fokus på det holdbare og slidstærke. Det store boom, der har været og stadig er, i snedkerløsninger til mere eller mindre høje priser, vidner om, at der er danske boligejere, der er mere kvalitetsfyldte end for få år siden. Forbrugerne vil fortsat få øjnene op for at købe kvalitet frem for kvantitet, Siger Pernille Kirstine Møller og fortsætter:
– Det kan virke naivt og lidt for jubeloptimistisk at snakke om dette, når der samtidig er et boom i at købe produkter online på Temu og lignende platforme. Der er en kløft mellem dem, der er meget bevidste forbrugere, og så dem, der har hovedet under armen. Når det drejer sig om kvalitet i byggematerialer, så er der en bevægelse i gang, hvor arkitekter og designere eksperimenterer med den "gammeldags" måde at gøre tingene på. Med regenerering som nøgleord er fokus på at reetablere gamle dyder og normer inden for byggeri. Det er en tendens, som vil påvirke forbrugere mere og mere, eftersom der bliver talt mere og mere om det.
Bæredygtigt er holdbart
Mens vi har fokus stift rettet mod ”nemhed” i vores hverdag, er det ifølge trend-undersøgelsen tydeligt, at bæredygtighed ikke fylder voldsomt meget i forbrugernes hoveder.
Men Pernille Kirstine Møller er ikke så negativ på miljøets vegne, da hun mener, at vi ubevidst vælger mere bæredygtigt, end undersøgelsen ellers antyder.
–Det viser sig, at bæredygtighed betyder mindre for forbrugerne end for fem år siden. Det er interessant, eftersom det er et element, der ellers bliver fokuseret meget på. Jeg tror, at sager, som der har været i løbet af de seneste år vedrørende greenwashing hos større virksomheder, kan have gjort, at mange forbrugere ikke anser bæredygtighed som troværdigt, forklarer forbrugereksperten, og fortsætter:
–Jeg mener dog, at forbrugernes fokus på det slidstærke og holdbare aspekt i produkter er udtryk for, at de alligevel ubevidst har øje for det bæredygtige aspekt i produkterne. Forbrugerne lader sig bare ikke påvirke af kommunikationen omkring bæredygtighed, og det vil jeg mene, er forskellen på for fem år siden og i dag.
TIMBERMAN TRENDS
Timberman gennemfører årligt en forbrugerundersøgelse, som har til formål at tage temperaturen på, hvilke trends og tendenser inden for bolig og livsstil der rører på sig nu og i den nærmeste fremtid. Undersøgelsen er repræsentativ for danskere, som bor i ejer- eller andelsbolig, og undersøgelsen gennemføres af Voxmeter.
Du kan her læse mere om de spændende resultater, vi har fået ud af vores undersøgelse.