Går du og drømmer om nye gulve, og vil du gerne indtænke tidens tendenser? Her guider indretningsarkitekt Tine Hundrup i samarbejde med gulvvirksomheden Timberman dig i, hvordan du kan indrette din bolig i tråd med de største boligtendenser i øjeblikket.

 

Efteråret står for døren, og det giver meget mere indetid til at forny og forskønne boligen. Men hvilke træarter, udtryk og farver skal du kigge efter, hvis du er på jagt efter et nyt gulv til din bolig, som er i tråd med tidens tendenser – og som samtidig også er en langsigtet investering?

 

Det giver gulvvirksomheden Timberman i samarbejde med indretningsarkitekt Tine Hundrup, som har mere end 25 års erfaring inden for boligindretning, dig svaret på her.

 

Fyrretræ i de nye nordiske hjem

I øjeblikket er det svært og dyrt at få fingrene i egetræ for blandt andre gulv- og møbelproducenter, og hos Timberman forudser man, at det vil skubbe til danskernes valg af træart til boligens gulve:

 

- Egetræ er fortsat et meget populært valg, og den slags klassiker bliver ikke sådan lige lagt på hylden. Men når hele verden i øjeblikket mangler egetræ, må boligejerne tænke i alternative baner – og så dukker der pludseligt nye trends op, forklarer Key Account Manager hos Timberman, Poul Kristensen

 

Ifølge Tine Hundrup kan manglen på egetræ føre til, at flere kigger i retningen af fyrretræ, som blender flot ind i de nye nordiske hjem: 

 

- Ligesom med egetræ har fyrretræsplanker med markante åretegninger og knaster et elegant og stiligt udtryk, som er helt i tråd med den minimalistiske indretning, vi generelt sværger til i Skandinavien – og når det ikke er til at få fingrene i egetræ, kan fyrretræsplanker meget vel blive noget, vi kommer til at se pryde i flere hjem, siger Tine Hundrup.

 

Mørke eller lyse nuancer

En anden stor trend er de tonede og farvede planker, som blandt andet kan bruges til at skabe en flot kontrast i indretningen. Sådan lyder det fra Tine Hundrup, som forudser, at vi bliver mere modige i vores farvevalg:

 

- Det er ingen hemmelighed, at egetræslooket har været et hit i mange år – og med god grund, for det passer ind i langt de fleste hjem. Men vi kommer efterhånden til at se flere eksperimentere med tonede planker i form af enten et helt lyst eller mørkt look for at give boligen mere karakter og personlighed.

 

Brede og lange planker – men med øje for rummet

De seneste år har danskerne hungret efter længere og bredere planker, og det er ifølge Tine Hundrup en vedblivende tendens:

 

- Parketgulve med de korte stave var populære i 00’erne, men nu kan plankerne nærmest ikke blive brede eller lange nok – lige med undtagelse af sildebensmønsteret. Dog skal man huske at have for øje, hvad der passer til rummet – og hvis pladsen ikke er prangende, kan det faktisk være et smart trick at vælge en lidt smallere planke, og det ser vi efterhånden flere gøre brug af for at skabe en større rumfornemmelse, fortæller hun.   

 

Bekvemmelige materialer

Det moderne familieliv kalder på boligmaterialer, som er nemme at holde pæne og rene i en hektisk hverdag, og ifølge Poul Kristensen afspejler det sig også i tidens gulvtrends:

 

- Vi kan se, at der særligt er gulve, som kræver minimal rengøring og pleje, der er populære lige nu. Det er simpelthen ikke en prioritet at få vasket og slebet gulve, så plankerne skal gerne kunne holde til slid og ikke kræve alverden at passe på – og blandt andet derfor ser vi mange nybyggede parcelhuse have akustik- eller vinylgulve, som er taknemmelige gulve, forklarer han.

 

Bæredygtigt træ

Når Tine Hundrup skal spå om, hvor vi bevæger os hen indretningsmæssigt, er hun ikke i tvivl – vi vil have bæredygtige materialer:

 

- Allerede nu kan vi se en tendens til at vælge bæredygtige materialer til gulve og møbler, og det kan både være i forhold til valg af træarter såsom kork, men kan også være i form af genbrugsmaterialer eller certificerede materialer. Og det er en tendens, som vi kommer til at se udfolde sig over de kommende år, siger hun afsluttende.