Sildeben er populære som aldrig før og er at finde på alt lige fra bordplader, kommoder og badeværelsesfliser til de klassiske gulve, som fås i mange forskellige typer. Men hvordan vælger du den gulvtype, der passer bedst til dit eget hjem? Gulvvirksomheden Timberman giver her en guide i tre trin.
Det klassiske sildebensmønster bliver mere og mere populært i boligen og optræder på alt fra skænke, spiseborde og sofapuder til tæpper, tørklæder og badeværelsesfliser. Mønstret har dermed flyttet sig fra gulvet til mange andre overflader i hjemmet og garderobeskabet, men det har bestemt ikke gjort sildebensmønstrede gulve mindre populære – faktisk tværtimod.
Ordet ”sildebensparket” har igennem de seneste fem år oplevet en stigning i Google-søgninger ifølge statistik fra Google Trends og er i år populært som aldrig før.
Sildebenstrenden oplever man i høj grad også hos gulvvirksomheden Timberman, som leverer gulve i træ, kork og vinyl, og som derfor netop har lanceret en sildebensmønstret udgave af deres populære Novego-vinylgulve.
- Sildebensgulve er meget efterspurgte, både i nybyggede huse og i små og store renoveringsprojekter af eksisterende boliger. Det er virkelig en trend, der har fået fat i danskerne, når de skal bygge eller renovere boligen. Der findes et væld af gulvtyper i forskellige materialer og sildebensmønstre, og det kan derfor være svært at finde rundt i junglen af muligheder og vælge det rigtige gulv til ens egen bolig, siger Martin Mosegaard, der er salgskonsulent hos Timberman.
For at hjælpe med at finde rundt i sildebensjunglen, guider Martin Mosegaard her med tre skarpe spørgsmål til gulvvalget:
1. Hvor skal gulvet ligge?
- Skal gulvet ligge i entréen, hvor børnene vader ind med våde og mudrede gummistøvler – eller skal det ligge i soveværelset, hvor du træder ud på det med bare fødder om morgenen?
Ifølge Martin Mosegaard er der stor forskel på, hvad gulvet skal kunne holde til, alt efter hvor i boligen det ligger. Køkkenet og entréen er typisk rum, hvor gulvet må stå model til vand, fedt, mudder og snavs. Her kan sildebensgulve i vinyl derfor være en god løsning, da det både har en meget høj slidstyrke og en vandresistent overflade.
2. Hvordan skal det se ud?
Gulvet er en meget væsentlig del af et rum, og derfor betyder valg af både farve og materiale meget for det æstetiske udtryk i hele rummet. Samtidig skal gulvet matche din boligindretning, som måske skiftes oftere end selve gulvet. Overvej derfor gerne et klassisk og holdbart udtryk på gulvet i farver og materialer, som du også vil være glad for om lang tid.
- Et sildebensgulv i naturligt egetræslook er for eksempel et klassisk design, som vil fungere i langt de fleste hjem med forskellige indretninger, tilføjer Martin Mosegaard.
3. Hvad med rengøring og vedligeholdelse?
Hvor ofte er du klar til at svinge gulvmoppen eller give dit gulv en kærlig omgang pleje og nyde det færdige resultat? Et velholdt trægulv kan virkelig tilfredsstille den indre feinschmecker, mens et praktisk vinylgulv forhindrer gråd over spildt mælk i en travl hverdag.
- Fælles for valg af gulve er, at der både er en praktisk og en æstetisk dimension at forholde sig til, og her er det dit temperament og behov, som er afgørende. Hvis du overordnet har en idé om, hvordan gulvet bliver brugt i din bolig, og du følger din umiddelbare fornemmelse for, hvad du godt kan lide at kigge på, så er du rigtig godt på vej til at vælge det helt rigtige gulv for dig, slutter Martin Mosegaard.